søndag den 20. juni 2010

Bestyrelsesmøde i Taps Borgerforening torsdag den 10. juni 2010.

Tilstede var Torben Rasmussen, Poul Juhl, Tommy Jensen, og Ulrik Poulsen. TUIF holdt forinden bestyrelsesmøde i deres forening og de var til stede under de første punkter, der også berørte borgerforeningen.

Margit Pedersen havde meldt afbud.

Punkter der blev drøftet:
1. Gennemgang af sportsfesten. Hvilke ting skulle borgerforeningen deltage i.
2. Gennemgang af fodboldgolfbanen.
3. Evt. fællesleje af toiletvogn til Sct. Hans og til sportsfesten.
4. Dilettant 2011.
5. Gennemgang af de nye projekter gennem ”Landsbypuljen”. Hvordan skrider de frem.
6. Gennemgang af projekt ”Byparken”.
7. Hvad gør vi ved den stigende trafik igennem Taps og de manglende cykelstier til Kolding.
8. Gennemgang af eventuelt og siden sidst.

Ad sportsfesten:
Borgerforeningen havde givet tilsagn om at vi ville stå for arrangementet fredag den 13. august 2010 med henblik på fællesspisning i teltet om aftenen.
TR og PJ var villige til at påtage sig dette arrangement, og ville skaffe hjælpere gennem deres deltagelse i oldboys fodbolden.
Vi var enige om, at det i princippet var et TUIF arrangement, hvorfor et evt. overskud også går til TUIF - Borgerforeningen skulle blot stå for det praktiske i arrangementet.

ad Fodboldgolfbanen:
TJ oplyste at den stort set var færdiglavet. Der mangler kun småting. Det var hans håb, at den kunne nå at blive færdig til sportsfesten.
En egentlig indvielse af banen blev diskuteret, og det kunne enten ske i forbindelse med sportsugen, eller et egentlig arrangement, hvor man inviterer ”kendisser” til at indvie banen, oldboys afslutningen og en større pressedækning.
Det er den første egentlige bane i Syd - og Sønderjylland, så det er da nok værd at reklamere lidt for.

ad leje af fælles Toiletvogn:
Rikke Rechnagel, TUIF, ville undersøge dette nærmere.

ad Dilettant 2011:
Tage Jacobsen havde til UP oplyst at arrangementet var overgivet til Taps Ketcher Club.
Alle var rigtigt glade for denne løsning og ønskede TKC alt mulig held og lykke med dilettanten.

ad ”Landsbypuljen”:
TR oplyste at der var gravet ud til beachvolleybanen, og der var indkøbt net og holdere hertil. Der skulle en del sandstrand på banen, hvorfor han var ved at undersøge nærmere med indkøbet og leveringen af dette.
Han oplyste, at der umiddelbart kun var bevilget ca. halvdelen af pengene til et træningsredskab, men at han nok mente resten ville komme ind gennem forskellige fonde. Han arbejdede fortsat med det.

ad ”Byparken”
Var stort set færdig, og budgettet blev fremlagt. Det sidste stykke arbejde med økonomien og midlerne fra Friluftsrådet skulle bare gøres færdigt. PJ og UP sætter sig sammen og får ”strikket” dette sammen efter sommerferien.

ad trafikken i Taps:
Politikkerne i byrådet har til os oplyst, at der ikke var nævnt noget om en trafikplan for byen og en manglende cykelsti fra Vonsild til Taps, da det ikke var efterspurgt kraftigt nok fra beboernes side.
Vi syntes egentlig, at der er gjort opmærksom på dette fra Borgerforeningens side, men åbenbart ikke kraftigt nok.
Vi ville derfor gerne f.eks. ved en fællesspisning have de berørte politikere med, hvor vi forinden så på problemet sammen.
UP finder ud af hvornår næste fællesspisning løber af stablen, så de kunne inviteres.
Senere kunne vi lave et egentlig lovlig anmeldt demonstrationsoptog, med invitation til pressen, hvis det første arrangement ikke virkede.

ad eventuelt og siden sidst:
UP vil lave en udskrift fra hjemmesiden, så de sidste nyheder bliver ophængt ved købmanden.
Der er nok flere, der ikke har for vane at gå ind på taps.dk og se nyhederne, eller ikke har mulighed for at ”gå på nettet”.
Det vil så give disse borgere mulighed for at se nyhederne.
TR oplyste, at flagene ikke bliver lejet ret meget ud, hvorfor priserne måske skulle justeres.
Vi ønskede ikke at ændre priserne, der er rimelige nok. Det er nok nærmere manglende kendskab, der er grund til den manglende udlejning.
Flagene skulle bruges til Sct. Hans og til Genforeningsjubilæet - 90 årsdagen den 10. juli.
Her skal den nye sti også indvies, og der var inviteret flere personer fra Borgerforeningen og ”stilauget” i denne forbindelse.
Vi deltager med glæde i dette arrangement.

Tak til Margit Pedersen for kaffe/te og dejlig kage.