mandag den 8. november 2010

Generalforsamling

Referat af generalforsamling i Taps Borgerforening –
afholdt på Taps Skole den 4. november 2010.

Foreningens formand Ulrik Poulsen bød velkommen til generalforsamlingen.

1. Som dirigent valgtes Just Larsen.

Just Larsen kunne berette at generalforsamlingen var retmæssigt indkaldt.

2. Bestyrelsens beretning blev aflagt af Ulrik Poulsen, og blev godkendt af de fremmødte medlemmer.

3. Det reviderede regnskab blev fremlagt af kasserer Poul Juhl, og godkendt af de fremmødte medlemmer.

Revisorerne havde ikke yderlige kommentarer til regnskabet.

4. Der var fremkommet forslag om at sammenlægge foreningerne i Taps. Dette punkt blev flyttet til eventuelt og drøftet der.

5. Kasserer Poul Juhl foreslog at kontingentet er uændret 100 kr. pr. husstand.

Dette blev godkendt af de fremmødte medlemmer.

6. Poul Juhl og Tommy Jensen var på valg, og Poul Juhl ville gerne modtage genvalg. Som ny og eneste kandidat opstillede Kim Taudal, der således blev valgt til bestyrelsen.

7. Som bestyrelsessuppleanter valgtes Arne Holgaard og Tommy Jensen.

8. Som revisorer genvalgtes Carsten Jørgensen og Rikke Rechnagel.

9. Under eventuelt blev følgende diskuteret:

• Forenings sammenlægningen blev drøftet, og det kom frem at TUIF ønsker sammenlægning hurtigst muligt, og TKC ønsker et tættere samarbejde. Borgerforeningen blev pålagt at arbejde videre med en evt. sammenlægning.

• Marie spurgte til hvem der var festansvarlig til dilletant i 2011. Borgerforeningen snakker med Tage Jakobsen herom.

• Der ønskes bedre gadebelysning i byen.

• Tobias grøften blev drøftet m.h.p. oprensning og evt. anlæg af gydepladser.

• Der mangler en frivillig til at tage sig af blomsterkasserne på trekanten hos købmanden i 2011.

• Da der blev spurgt til nye projekter i byen, kom der forslag om en elektronisk informationstavle.

På borgerforeningens vegne
Referent
Torben Rasmussen

lørdag den 6. november 2010

Beretning 2010

Generalforsamlingen i Taps Borgerforening den 4. november 2010 på Taps Skole.

Det er nu 3. gang, at vi holder ordinær generalforsamling i ”den nye” Taps Borgerforening, og umiddelbart syntes alt at gå godt, der er god fremgang i alle aktiviteterne, som alle kører på skinner. De er lagt ind på vores hjemmeside, så man hele tiden kan se, hvem der står for det næste arrangement. Så kan man kontakte dem, hvis der skulle være nogle spørgsmål.

Arrangementer, der har været afholdt i foreningen regi i løbet af året: plant et træ i ”Byparken”, jul i skoven, foredragsaften, fastelavn, fællesspisning med gudstjeneste i Kirken, dilettant, oprydningsdag, to fisketure, som der ikke var tilslutning til, ”fugle kigger tur” i vores smukke natur, græskarkonkurrence, Sct. Hans bål, blomsterkrukker ved købmanden, fællesspisning ved sommerfesten, og fællesspisning i september.

Det er selvfølgelig ikke alt, der har været en succes, men for at det kan blive bedre, må alle give deres besyv med.

Det har alt i alt været et aktivt år, men kan vi finde på noget nyt – hvad siger I? Nye ideer efterlyses.

Vi ville også gerne gøre noget for den forfærdelige trafik her i Taps, vi har i september holdt møde med politikkerne og embedsmænd fra kommunen, hvor vi redegjorde for de dårlige forhold, og at vi gerne så en cykelsti til Kolding, men må ligesom afvente kommunens udspil. Vi kan ikke rigtigt gøre noget, så også her efterlyses der ideer til, hvordan vi kommer videre.

De fleste af de ny ting, som vi har bedt om – ja, dem har vi stort set fået. Jeg nævner i flæng: træningspavillion, beachvolleybane, fodboldgolfbane, 3 krolfbaner, grillhytte, grill, Bypark, stisystemer og tilhørende broer over Taps Å. Vi har søgt om en hjertestarter, og der bliver afholdt kursus i december – så den er på vej. Den skal opsættes her ved Seniorhuset, så den kan bruges af alle brugere af skolen og af evt. beboere. Desuden sker der hele tiden ny ting med stisystemet, som udvikler sig hele tiden takket være ”Taps Stilaugs” frivillige arbejdskraft.

Grunden til at tingene lykkes er, at der er nogen mennesker, der kæmper for sagen – nogle ildsjæle, der søger de relevante fonde og kommunen om penge og i øvrigt gør et stort stykke arbejde for almenhedens vel. Dem skal vi værne om, og huske at påskønne.

Det er ikke altid ”bare” fordi, at man er valgt ind i en eller anden bestyrelse, men fordi man ønsker at gøre noget godt i en hel specifik opgave. Disse mennesker skal ikke absolut ikke bremses og vælges ind i en bestyrelse, bare fordi man lige er god til lige netop den ting.

Og her kommer vi frem til ”humlen” i al den snak om bestyrelser og ting man er god til.

Vi har drøftet det ofte i foreningen – hvorfor ikke kun have en forening i byen.

Hvorfor så mange?

Hvorfor ikke kun lave det, som man er dygtig til, i stedet for at ”spilde” tiden på noget bestyrelsesarbejde, som man absolut ikke har lyst til. Hvorfor stoppe initiativer på den måde.

Det er også ofte de samme personer, der er aktive i mange forskellige ting, og så mange indbyggere, er der altså ikke i Taps

Grundtanken er altså kun at have en forening – kun en bestyrelse – og hvad deraf følger.

Derudover skal der nedsættes en masse udvalg, så man kun deltager i de ting, som man har interesse for. Bestyrelsen skal så kun være der, for at holde sammen på tingene.

På den måde vil det sandsynlig vis være lettere at finde bestyrelsesmedlemmer til en forening– det er ofte det, der er problemet – ingen tør møde op, fordi man ikke vil vælges ind, og det syntes jeg hæmmer mange ting.

Så skal der bare findes en masse frivillige til de forskellige ting – og det er sjældent der problemet findes.

Det er noget vi i bestyrelsen vil fremkomme med som et forslag til videre drøftelse.

Det er på ingen måde sagt, fordi vi ønsker at nedlægge os selv, men kun et forsøg på at samle alle de gode ting her fra Taps.

Hermed overgives det til generalforsamlingen.