søndag den 1. februar 2009

Bestyrelsesmøde i Taps Borgerforening den 27. januar 2009 kl. 1900 i Seniorlokalet på Taps Skole.

På baggrund af at Frank Smits, Taps Skole, havde indkaldt til fællesmøde for brugerbestyrelsen for skolens lokaler den 4. februar 2009 blev der holdt bestyrelsesmøde med nedennævnte punkter på dagsordenen:

Fastelavn den 22.2.2009
Fællesspisning 1.3. 2009
Dilettant den 21.3. 2009
Oprydningsdag den 18.4.2009.
Vinsmagning den 15. 5. 2009
Sct. Hans aften den 23. 6. 2009
Julearrangementer/fastelavn og andre arrangementer i fremtiden.
”Bypark” og krolfbane. Vi har nu en del af pengene. Hvordan kommer vi i gang, og hvordan skaffer vi resten af midlerne.
EVT.

Alle bestyrelsesmedlemmer Ulrik Poulsen (UP), Torben Rasmussen (TR), Poul Juhl (PJ), Margit Pedersen (MP) og Steen Brockstedt (SB) mødte frem - (nogle) lettere forsinkede p.gr.a. at Danmark i Kroatien spillede VM håndbold, og at det blev vist på TV. Danmark vandt og spillede sig i semifinalen.

Til brugerbestyrelsesmødet den 4. februar var der afbud fra UP, TR og MP. UP meddeler dette til Frank Smits, ligesom han med det samme kunne orienteres om, at de egetræsstammer, der var blevet lagt på ”trekanten”, skal bruges i forbindelse med en evt. bålplads. (FS efterfølgende orienteret om dette)
Der var i øvrigt ingen kommentarer til dette møde.

Ad Fastelavn:
Lars Eriksen står for arrangementet. Han fremsender mail til UP, m.h.t. annoncering i THT og på hjemmesiden. Lars Eriksen har oplyst, at der var styr på arrangementet.

Ad Fællesspisning:
Steen Brockstedt står for arrangementet. Han fremsender mail til UP, m.h.t. annoncering i THT og på hjemmesiden. Steen Brockstedt har oplyst, at der var styr på arrangementet.

Ad Dilettant:
Taps Mande Madklub står for arrangementet og Else Sand for selve skuespillet. Lars Eriksen fremsender mail til UP, m.h.t. annoncering i THT og på hjemmesiden. Lars Eriksen har oplyst, at der var styr på arrangementet.

Ad Oprydningsdag:
Vi var alle enige om, at det var en succes sidste år, hvorfor det skulle gentages i år, men at arbejde med lavning af suppe var et stort arbejde. Det er nok svært at finde en foredragsholder, men arrangementet kan vel også køre uden. UP tager kontakt til Lars Bo Andersen på kroen m.h.p. at købe suppen der, ligesom det overvejes at finde en evt. foredragsholder.
Foredragsholder har senere meldt sig: Christian Göttig, Dansk Naturfredningsforening.

Ad Vinsmagning:
UP arbejder videre med dette. Kolding Vinhandel er bestilt den dag. Der kan p.t. ikke oplyses en egentlig pris, men alt efter hvor dyre vine man vælger vil prisniveauet ligge omkring kr. 300,- Arrangementet skal foregå i seniorlokalet efter ”først til mølle” princippet. Evt. kun annoncering på hjemmesiden.

Ad Sct. Hans aften:
Var også en succes sidste år. Der er vist udpegede nogle til at stå for arrangementet i år. UP spørger Tommy Jensen, der havde nogle, der ville tage sig af det. (der er udpeget nogen)

Ad Julearrangementer/fastelavn og andre arrangementer i fremtiden:
Der var bred enighed om, at vi skal have mere styr på tingene, så vi ved hvem der står for arrangementerne, annoncering m.v. og så man hele tiden ved hvad man siger ja til.
Der må ikke være tvivl om noget.
Arrangementer kunne være nedskrevet i en form for ”manual” man i givet fald kunne ty til, så man ikke kommer i tvivl.

SB roste den manual, som Pia Larsen havde udarbejdet i forbindelse den sidste fællesspisning. Intet var overladt til tilfældighederne, og man kunne ikke være i tvivl om noget som helst. Virkeligt godt arbejde, som gjorde det meget nemt at arrangere en fællesspisning.

SB har kontaktet TV-SYD m.h.p. et arrangement den 22.4.2009, hvor man for kr. 50 kan se TV-SYD huset, overvære optaktsudsendelsen, se aften udsendelsen og snakke med værter og andet personale. Der er inkluderet kaffe/kage i arrangementet. Det er så meningen, at man skal køre i egne biler, og at deltagelse igen bliver efter ”først til mølle” princippet, idet deltagerantallet er begrænset. Evt. kun annoncering på hjemmesiden.

SB har kontakt til et musikerpar, Michael Bhutto & Søren Hauge, til et arrangement i salen den 16.10.2009, hvor det er meningen at musikerne skal underholde, og hvor man evt. kunne servere et glas vin og lidt andet godt til ganen.
Der var bred enighed om, at SB skulle arbejde videre med dette projekt.

Ad ”Bypark” og krolfbane. Vi har nu en del af pengene. Hvordan kommer vi i gang, og hvordan skaffer vi resten af midlerne:
UP har talt og skrevet med driftsafdelingen ved kommunen om fjernelse af jordstakken ved den kommende ”bypark”. Der var åbenbart sket lidt misforståelser i Kolding Kommune, så UP har ikke modtaget svar endnu.
Der var også lidt snak om hegnet bag målet på sportspladsen, idet nogle af stolperne er brækkede, ligesom selve hegnet er noget rustent. Måske hegnet kan udskiftes, og at jordstakken kan indgå, så der fra kommunens side kunne laves en ”samlet pakke”.
UP kontakter kommunen igen om problemet.
Det er lidt svært at starte en ”bypark” op, så længe jordstakken ikke er fjernet.

TR har søgt om kr. 50.000,- ex. moms (kommunen betaler ikke moms) gennem ”landsbypuljen”, til dækning af resten af udgifterne. Såfremt der stadig mangles midler, vil foreningen kunne dække dette, ligesom der evt. kunne søges om andre midler ved fonde og lign. Så rent økonomisk er der ikke noget i vejen for at gå i gang.

I forbindelse med en krolfbanen kan der laves et ”krolfbanelaug” så området drænes, ukrudt fjernes og nyt græs sås, ligesom banen skal vedligeholdes. Christiansfeld Krolfklub har lovet at hjælpe til med udarbejdelse og etablering af selve banen.

Alle var enige om, at det var hele sognets projekter, hvorfor alle skulle deltage i udarbejdelsen af byparken og en krolfbane.

Der skal derfor indkaldes til et fællesmøde, hvor man ligesom sidst inviterer alle foreninger og institutioner i sognet, så alle er med til at diskutere emnet, og så alle kan give deres kommentarer hertil.
I samme forbindelse kan man diskutere vedligeholdelse, udlejning, brug af petanquebane, udlejning af krolfkøller og bolde m.m.m.

Der er heller ikke taget stilling til, hvordan en sportsfest/byfest skal strikkes sammen i fremtiden. Dette kan også aftales på et sådant møde. Hidtil har TUIF stået for sportsfesten, men de vil gerne lave dette om, så alle foreninger i sognet deltager.

Alle var enige om, at vi ikke kunne komme videre før et fællesmøde.

UP ville indkalde til et sådant møde, som skal foregå den 17. februar 2009 kl. 1900 i Seniorlokalet.

EVT:
SB udarbejder et layoutforslag til, hvordan annoncer skal se ud i fremtiden. Vi diskuterede også evt. brug af annoncesponsorer, men referenten kan egentlig ikke huske om vi blev enige om noget??

UP udarbejder en velkomstside/informationsside til nye beboere i sognet, og så skal de have udleveret et eksemplar af udviklingsplanen for Taps.
UP syntes at nye beboere skulle have en personlig visit, så de ved, hvem de skal rette henvendelse til.
Ordningen med, at vandværket sender en mail om nye beboere virker fint.

PJ ville oprette en girokonto med tilhørende girokort, og så ville flere sandsynligvis blive medlemmer af foreningen, idet mange var i tvivl om, hvordan man skulle melde sig til og betale kontingent.