Beretning
Generalforsamlingen i Taps Borgerforening
Den 9. oktober 2008 på Taps Skole.
I februar måned blev der afholdt genstiftende generalforsamling i foreningen, sammen med en vellykket fællesspisning, hvori der deltog 68 personer.
Foreningen blev gendannet og en række nye ideer, emner og opgaver blev ”kastet” op i luften.
Der blev bl.a. peget på cykelsti til Kolding, trafiksanering, fortovenes dårlige stand, forårsrengøring, blomsterkummer ved købmanden, fisketur, hjemmeside, skraldespand ved sportspladsen og en krolfbane på Kim Taudals mark.
De fleste af disse ideer er blevet til noget, andre ting er projekteret og på trapperne, og de andre emner er blevet berørt og drøftet.
I marts blev der afholdt konstituerede bestyrelsesmøde, hvor et ”flaglaug” blev dannet, ligesom det blev drøftet, hvordan vi fik en ”bypark” øst for sportspladsen og en krolfbane op at stå.
I april blev der afholdt ”oprydningsdag”, plantet blomsterkummer ved købmanden, og afholdt et ”suppearrangement”, hvor en repræsentant for statsskovvæsenet fortalte om deres tanker om eventuelle stier og natur i området.
Der blev også sendt en længere skrivelse til Kolding kommune om trafiksanering, cykelstier, fortove, opsætning af en skraldespand, oprettelse af en bypark og oprydning af et vandhul.
I maj blev der holdt fællesspisning – med succes, god mad og tilslutning på ca. 70 personer.
Til Sct. Hans var der stort bål og grill til ungerne, øst for sportspladsen – igen stor succes og en tilslutning på langt over 100 personer.
I juni måned blev der sendt en ansøgning til Friluftsrådet om en økonomisk støtte til en bypark og i september blev der sendt en ansøgning til en fond ved DDB om det samme. Vi afventer stadigvæk svar.
I september blev der afholdt bestyrelsesmøde, hvor alle de førnævnte områder blev diskuteret, ligesom der var enighed om at der skulle holdes et fællesmøde med alle foreningerne i byen, så vi i fremtiden kan samle os, om at udvikle og sammensmelte alle de gode ideer, som er i sognet, og således at de forskellige foreninger står for det, som de er gode til. Borgerforeningen vil tage initiativ til sådant et møde, da vi gerne vil sikre, at det bliver sådan.
Senere i september var der igen fællesspisning – en stor succes – Mande Mad klubben havde gang i stort set alle Weber grillene i byen – og der kom 111 personer og nye kokke til de kommende fællesspisninger blev fundet. Næste fællesspisning er planlagt til den 16. november 2008.
Vi bliver da vist flere og flere. Lad os håbe vi kan fortsætte med udviklingen.
Arrangementer af alle slags er rigtigt gode, men vi skal huske at arrangere, så det økonomisk hviler i sig selv – vi skal ikke tjene penge sammen – vi skal heller ikke sætte penge til – der skal være sammenhæng og fornuft i tingene.
Arrangementer er hidtil blevet til på den måde, at en eller anden arrangerer, og så gives opgaven videre til en anden, der så bringer ”depechen” videre. På den måde bibeholdes interessen. Kan der ikke længere findes en ny arrangør, er der åbenbart ikke længere interesse for arrangementet, og så er det vel ikke bedre værd, end at det stopper.
Det skal være sådan, at man kan lave et stykke arbejde og komme med en god ide, uden at man straks bliver valgt til et eller andet. På den måde sikrer vi også at ingen brænder ud, fordi de skal blive ved med at lave det samme arbejde hele tiden.
Det vi som bestyrelse skal gøre, er at sørge for at tingene sker og annonceres, gode ideer skal videreudvikles – vi skal være en slags tænketank om man vil – og vi skal i øvrigt hjælpe til, hvis det bliver nødvendigt, men det er ikke grundtanken, at bestyrelsen skal lave alt arbejdet selv.
Til slut vil jeg gerne sige tak til alle de frivillige, der har hjulpet til med at lave mad – suppe – kaffe – kage - dække borde – rydde op – plante til – lave stier – slå græs - køre grus - flaglauget – legepladslauget o.s.v.
Der er virkelig mange som har givet en hånd – og uden alle jer ville der jo ikke være en forening.
Det var så bestyrelsens beretning – jeg håber at I vil stemme for den.